Señor

Francos ideologi og styreform 1936 til 1975

Francisco Franco Bahamonde, 4.12.1892-20.11.1975, spansk general og statschef, gik som 14-årig ind i militæret og gjorde efterfølgende lynkarriere i hæren i Marokko (Den Store Danske). Francos forældre var meget forskellige hvor faderen var temperamentsfuld, drikkebroder, kritisk over for katolicismen samt politisk liberal, var moderen en stærkkatolsk, stilfærdig og pligtopfyldende kvinde og skulle efter sigende have lidt under den mand hun havde giftet sig med. Netop forældrenes forhold kan have haft afgørende betydning for Francos identitetsdannelse og dermed hans styreform i Spanien. Francos værdier var præget af selvdisciplin, familiesolidaritet, respekt for traditioner og en indædt katolsk religiøsitet (Den jyske Historiker2001:117). Franco kan betegnes som en upolitisk patriotisk officer der som oprørsk general ikke havde noget politisk program men blot kæmpede for at få væltet folkefrontsregeringen samt at skabe lov og orden i det spanske samfund (Brodersen og Karup, 1980:44,50).
I sommeren 1936 gjorde militæret opgør mod Folkefrontsregeringen som startede Den Spanske Borgerkrig der varede fra 1936 til 1939. Den 1.april 1939 kunne Franco udtale ”La guerra ha terminado” hvilket dels betød opløsningen af den 2. Republik, dels efterfølgende 40 års diktatur under Francos styre. Borgerkrigen var en kulmination af fem års dybe politiske og sociale spændinger der havde medført en polarisering af det spanske samfund hvilket betød en dybere splittelse mellem las dos Españas (Humlebæk, 1991-92:85).
Las dos españasbestod på den ene side af Folkefronten og den højreorienterede Nationale Front. Folkefronten rummede liberale og reformvenlige republikanere og tilhængere af selvstyre og national selvbestemmelse i Catalonien og Baskerlandet. Derudover indbefattede lejren også en radikaliseret arbejdsbevægelse der var repræsenteret af Socialistpartiet. Den modsatte side, Den højreorienterede Nationale Front,rummede republikanere, monarkister, højreorienterede katolske kræfter og den fascistiske Falange (Falange Española Tradicionalista). Nationalisterne fandt støtte hos de store jordejere, borgerskabet, kirken og store dele af det stærkt politiserede officerskorps. Begge disse lejre kunne ikke enes og var også internt præget af indre splittelse hvilket gjorde desintegrationen i Spanien uundgåelig (Ibid:100-101). Fascisternes og dermed nationalisternes sejr i 1939 lykkedes dels grundet interne modsætninger i de republikanske styrker samt dels Francos støtte fra Tyskland og Italien. Franco udnævnte efterfølgende sig selv til chef, caudillo, for det nationalistiske Spanien. Fundamentet i Francos regime var delt i tre hovedaktører som var militæret, den katolske kirke og Falangen. Franco var indsatsom gaudillo, statschef og øverstkommanderende i hæren. Francos styreform var især præget af militæret hvor han kæmpede for et disciplineret og centralistisk Spanien og støttede sig mest til traditionelle spanske værdier samt til kirken. Francos politik og ideologi var yderst konservativ og katolsk funderet hvor han støttede op om familieværdier, streng katolsk moral, en delvis lukketudenrigspolitik samtidig med at han var med til at skabe arbejdspladser. Gennemførelsen af industrialisering og dermed skabelsen af mange arbejdspladser var paradoksalt nok medvirkende til at skabe grobunden for overgangen til demokrati. I 1939 blev Franco leder af fascistpartiet, Falangen, som han slog sammen med katolske og konservative grupper og gjorde dette parti til den eneste tilladte. Inden dette partisdannelse bestod de forskellige grupperinger af højreorienterede, konservative, religiøse traditionalister og monarkister samt fascistiske falangister. På trods af disse gruppers forskellige synspunkter blev de hurtigt enige om at fremføre generalen Franco som deres leder. Nationalisterne kæmpede mod republikkens reformlove og erstattede dem med love der primært tjente til fordel for de...