Hugo chávez' national-populistiske diskurs

Haz una presentación y análisis de ideas y conceptos centrales del discurso nacional-populista del presidente de Venezuela Hugo Chávez Frías a partir de los lugares señalados de su discurso durante la presentación de su mensaje anual ante la asamblea nacional.

Hugo Chávez benytter sig af en national-populistisk diskurs, og de vigtigste nøgleord indenfor denne er Bolívar, fædrelandet, nationen,historien, moral, lighed, frihed og menneskelighed. Alt dette vil jeg komme nærmere ind på i følgende analyse af hans national-populistiske diskurs foretaget ud fra hans årlige tale til nationalforsamlingen i Caracas, Venezuela, d. 11. januar 2008[1].
Generelt kan man sige, at Hugo Chávez taler i et temmelig uformelt sprog, selv når han taler til en modtager som denne nationalforsamling,hvor både parlamentsmedlemmer, vicepræsidenter m.fl. er til stede. Ind i mellem tiltaler han høfligt bestemte tilstedeværende direkte, som fx når han adresserer ”señores Embajadores” (afsnit 4, linje 1) eller ”Señor Presidente de Colombia” (afsnit 8, linje 1), men samtidig fortæller han om Cubas og Bolivias præsidenter som ”Fidel” og ”Evo” (afsnit 6), hvilket giver talen et uformelt og ”afslappet”præg. Dette kommer jeg nærmere ind på senere. Samtidig med at han taler til en forsamling bestående af politikere og i det hele taget højtstående personer (ambassadører m.fl.), formår han også ved hjælp af netop den national-populistiske diskurs, som jeg vil komme nærmere ind på nedenfor, at omfavne hele det venezuelanske folk.
Et populistisk element i Chávez’ diskurs er når han i talen gørmeget ud af at fremstille sig selv som en del af folket, og ikke blot som landets præsident – han gør meget ud af ikke at sætte sig selv op på en piedestal som én der anser sig selv for mere værd end det ”almindelige” folk. Fx siger han at ”no tenía ni para el pasaje” (afsnit 4, linje 7-8) da han taler om, at skulle til USA for at deltage i et tv program tilbage i 1998. På denne måde får han sigselv til at fremstå som en ganske almindelig borger, måske endda en forholdsvis fattig borger, og appellerer således til den brede venezuelanske befolkning, der i stort omfang også er forholdsvis fattig. Også når han fortæller om, hvordan han stod i kø ”como cualquier ciudadano” (afsnit 4, linje 11-12) og måtte udfylde papirer på lige fod med alle andre, da han skulle ansøge om sit visum til USA,fremstiller han sig selv som en almindelig borger og fremhæver, at selvom han er præsident, er han som alle andre venezuelanere. Dette får ham til at fremstå meget folkelig og som en del af del folk han taler til, hvilket er et meget populistisk træk. Noget andet, der gør hans diskurs populistisk er når han blot omtaler Bolivias præsident og Cubas tidligere præsident som ”Evo” og ”Fidel”. At hanomtaler dem på denne måde, i en så kammeratlig tone, og at han fortæller om hvordan de forærer hinanden gaver som cocablade og is (afsnit 6), får ham igen til at virke meget nede på jorden og ”almindelig”, hvilket styrker hans populistiske diskurs. Desuden taler han i forbindelse med deltagelsen i det amerikanske tv program om sig selv og sine modkandidater som ”Frijolito y compañía” (afsnit 4,linje j10). Frijolito er en folkekære hjerteknuser fra den mexicanske sæbeopera ”Amarte Así”[2], og ved at forbinde sig selv med denne figur, som alle venezuelanere sandsynligvis kender, spiller han igen på den populistiske diskurs og gør sig selv folkelig - ”på niveau” med det venezuelanske folk.
I talen formår han desuden at inddrage den venezuelanske befolkning og få dem til at føle sig som endel af et samlet folk med en fælles vision ved brug af pronominet ”nuestro”, som han bruger flere gange. Bl.a. taler han om ”nuestra Patria (…) nuestra voluntad (…) nuestra optimismo (…) nuestra conciencia” (afsnit 11, linje 10-12), ”nuestro compromiso” (afsnit 11, linje 39) og ”nuestra hermana República Oriental del Uruguay” (afsnit 17, linje 3-4). På denne måde inddrager han hele folket i en...